Livet er noglegange en gåde. Det er ikke alt du forstår, og det er ikke alt du skal forstå.
Mit eget liv giver ingen mening. Jeg er startet på en efterskole, og har de bedste venner. Men alligevel føler jeg mig fortabt. Jeg føler mine venner ikke gider mig, og snakker om mig bag min ryg. Men alligevel ved jeg at de ikke gør det.
Jeg føler at jeg kommer længere og længere ned. Jeg overvejer tit om der er noget galt med mig, er jeg grim? Er jeg klam? Jeg er irriterende? Alle de spørgsmål dukker heletiden op i mit hoved.
Jeg har spurgt dem om de vis jeg er nogle af de ting, men de svare at første gang de så mig, tænkte de 'Ffuck hvor er hun smuk', og det tror jeg faktisk på. Men alligevel forstår jeg det ikke. For jeg er ikke smuk, eller noget. Snadheden er faktisk at jeg er tyk, faktisk okay meget. Jeg hader at indrømme det, men føler det er grunden til at jeg siger de ting til mig selv. Mange mener alligvel at jeg er smuk selvom, og at jeg har en kønt ansigt.
Efterskolen har gjort at jeg kan være mere mig selv, og jeg er ikke bare for at gå rundt uden makeup. Aldrg har jeg følt mig så 'mig selv' som jeg har nu. Men det sidste stykke tid, har jeg bare mistet lysten til at. Jeg har ikke overskud til at være i skole, eller være sammen med mine venner.
Jeg har ret tit fortiden et falsk smil på. Jeg føler ikke at jeg hører til nogen steder.
Men jeg tror alligevel at der er en mening med alle ting. Selv når tingene er noget lort, jeg er nød til at.... Believe in me
